Pressemeddelelse, den 28. januar 2021
Ny dansk-svensk undersøgelse baner vejen for en beslutning om en fast forbindelse mellem Helsingør-Helsingborg
I dag præsenterer det danske Vejdirektorat og det svenske Trafikverket en fælles strategisk analyse af mulighederne for at bygge en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Undersøgelsen lægger fundamentet til fortsat dansk-svensk dialog og en politisk beslutning om en videre undersøgelse af en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør.
Analysen viser, at en fast HH-forbindelse, der består af to borede tunneler under Øresund, en til jernbanetrafik og en til vejtrafik, er et gennemførligt projekt. Analysen viser også, at der er nogle økonomiske forhold, som der skal undersøges nærmere herunder mulige finansieringsmodeller. En fast HH-forbindelse forventes at skabe omfattende fordele i hele Øresundsregionen i form af blandt andet øget regional integration, kortere rejsetider, et større arbejdsmarked og reduceret sårbarhed over for forstyrrelser af tog- og vejtrafikken mellem landene.
– En fast HH-forbindelse er en investering i fremtiden, som skaber arbejdspladser og udvider arbejdsmarkedet for hundredtusinder af mennesker. Den transformation, som det sydlige Skandinavien har gennemgået i de to årtier der er gået siden Øresundsbroen stod færdig, inspirerer. En fast HH-forbindelse er det næste kapitel i succeshistorien, siger Erik Østergaard, adm. direktør for Dansk Transport og Logistik (DTL), formand for HH2030-gruppen.
En fast HH-forbindelse er et spørgsmål for borgere og virksomheder i kommuner og regioner omkring Øresund, langs vestkysten og i hele Skandinavien. Med en fast HH-forbindelse vil korridoren fra Oslo til København og Hamborg være forbundet. Den strategiske analyse er derfor en vigtig del af det puslespil, der nu skal lægges vedrørende investeringer i transportinfrastrukturen i både Danmark og Sverige.
– En fast HH-forbindelse er afgørende for fortsat vækst og udvikling i Øresundsregionen. HH2030-gruppen opfordrer derfor regeringerne i Sverige og Danmark til hurtigst muligt at beslutte de næste skridt, så man hurtigt kan starte forundersøgelserne for byggeriet. At Sverige og Danmark i år på stort set samme tid lægger deres planer for fremtidens infrastruktur, skaber ekstra unikke muligheder for koordinering, siger Erik Østergaard.
For yderligere information
Erik Østergaard, adm. direktør, Dansk Transport og Logistik (DTL), formand for HH2030-gruppen Tel. +45 40 15 12 25
eoe@dtl.eu
Kort om HH-undersøgelsen
Det svenske Trafikverket og det danske Vejdirektoratet og transportministerie har undersøgt forskellige muligheder for en fast forbindelse over Øresund mellem Helsingborg og Helsingør. Under arbejdet med undersøgelsen har man blandt andet undersøgt mulige ruter, vurderet behovet for en fast forbindelse og beregnet omkostninger. Det næste trin er en decideret lokalitetsundersøgelse, så en præcis placering kan afklares, samt dialog og konsultation med interessenter og dem, der er berørt af projektet. For at HH-forbindelsen skal bygges, kræves der også en aftale mellem den danske og svenske regering.
Om netværket HH2030-gruppen
HH2030-gruppen er et netværk af over 40 kommuner, regioner, virksomheder og erhvervs- og interesse-organisationer i Sverige og Danmark, hvis formål det er at arbejde for en dansk-svensk beslutning om en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Aktørerne i HH-gruppen er enige om, at en fast forbindelse mellem byerne er afgørende for fremtidig konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. HH2030-gruppen omfatter repræsentanter fra Dansk Transport og Logistik (formand), Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri, Sydsvenska Industri- og Handelskammaren, Region Skåne, Region Hovedstaden, Helsingør Kommune og Helsingborg by. HH2030-gruppen mener, at de næste undersøgelser skal begynde straks, så HH-forbindelsen kan indvies i 2030.